Dommen

DOMMEN
 
I dag torsdag den 27. maj falder der dom i injuriesagen mod Naser Khader
 
I start august 2001 stifter jeg reform-organisationen Forum for Kritiske Muslimer og udgiver Et Muslimsk Manifest, hvori jeg fusionerer islam og sekularisme. Kort herefter skriver jeg mit første debatindlæg om min drøm om, at få kvindelige imamer i Danmark. Det vil sige, jeg planter frøet til det, der sidenhen bliver til den første moske i Skandinavien med kvindelige imamer.
I 2014 stifter jeg NGO’en Exitcirklen – Veje ud af psykisk vold, som i dag har 20 ugentlige samtalegrupper i otte større danske byer for voldsramte piger/kvinder og drenge/mænd.
 
I 2017 forsøger Naser Khader at fjerne den økonomiske statsstøtte til Exitcirklens voldsramte med henvisning til usande anklager om, at jeg skulle være farlig, radikal islamist.
At blive fremstillet som islamist, der går ind for barbariske straffemetoder uden nogen som helst form for dokumentation, er uacceptabelt. Især i en tid hvor islamisme, af mange, sidestilles med en trussel mod de vestlige demokratier og som potentiel terrorisme. Naser Khader har siden 2008 sidestillet islamismen med Nazismen og sagt følgende: “Men ud af islam er der blevet udviklet en farlig politisk ideologi – vi vil nærmest kalde den en kræftsvulst – der desværre dominerer mere og mere.”
Injuriesagen handler grundlæggende om en fremmedangst i vores samfund, som har fundet sin vej til Christiansborg. Magtfulde politikere, som uden konsekvenser producerer politiske fiktionsverdener, hvori kvindesagens frontpersoner udgør radikale islamister, er farlige for demokratiet, ytringsfriheden og den frie offentlige debat.
 
 


 
Uanset udfaldet fra Højesteret, har jeg sagt fra over for politisk magtmisbrug og demonstreret, at ytringsfriheden ikke er en frihed til at dæmonisere, miskreditere og sprede løgne om civile aktører såsom Exitcirklen, der arbejder med voldsramte kvinder. Med denne retssag, siger jeg, som stifter og leder af Exitcirklen, fra over for forsøget på at frarøve kvindekampen sit økonomiske eksistensgrundlag.
 
Sagen føres i en højere sags tjeneste. Den handler om de mange danske muslimer, der trods deres bidrag til det danske samfund gennem tiden offentligt er blevet udstillet, hængt ud og uretmæssigt beskyldt for at være farlige islamister, der hylder barbariske straffemetoder.
Injuriesagen handler om at sige fra over for politisk magtmisbrug og politisk propaganda. Denne sag er således ikke kun et selvforsvar men også et værn mod fremtidige forsøg på karaktermord.
 
Jeg vil gerne rette en stor tak til min stjerneadvokat René Offersen, som har kæmpet min sag i Højesteret solidt og grundigt. Jeg er meget taknemmelig for hans indsats.
 
 
Sherin Khankan,
Stifter og CEO i Exitcirklen

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *