“Aen på den ene kind, lussing på den anden

 

Blogindlæg / Galit Malkiel Nielsen

 

 

Lene går rundt i baren og samler tomme og halvtomme flasker sammen. Hun er 18 år gammel og bartender på et af de lokale diskoteker. En af mændene, som sidder henslængt på sofaen i hjørnet, råber noget til Lene, men hun ignorerer ham. Han sidder med en anden pige, og hun er jo på arbejde. Da Lene senere står i ude baglokalet med hænderne fulde af tomme flasker, kommer han ud, tager hårdt fat i hende og stikker tungen ned i halsen på hende. 

 

Sådan mødte Lene for første gang den mand, som senere skulle vise sig at blive hendes livs mareridt.

 

Vores første møde var jo egentlig et overgreb. Jeg fandt mig i det, for jeg var jo på arbejde. Næste gang han så mig, ignorerede han mig. Dér fik han min interesse. Det var et spil fra starten af”. 

 

Gennem 26 år udsatte denne mand Lene for både fysisk og psykisk vold, der har fået store konsekvenser for den, hun er i dag.

 

Den spirende vold

 

I begyndelsen kom volden primært til udtryk gennem social kontrol. Han bestemte, hvilke veninder hun måtte se, og flere af veninderne blev helt afskåret. Kendetegnende for hele perioden var, at han satte Lene op på en piedestal for så at vælte hende ned igen. Han gjorde mig hele tiden usikker på mig selv. Om jeg var god nok. Om de andre kunne lide mig”. 

 

Lene fortæller, at han generelt havde meget ondt af sig selv og indtog en offer-rolle. Lene ville hjælpe ham, og de flyttede i hus sammen. Han havde i denne periode et meget skiftende humør. Det ene øjeblik var de gode venner, og han var i godt humør og festglad. Han kunne pludselig bryde ud i sang og var meget “se mig, hør mig”. Lene var fascineret af ham og syntes, at det var spændende at have sådan en kæreste. 

 

Mine veninder kunne ikke lide ham, men jeg kunne ikke forstå dem. De kunne se, at jeg ændrede mig. Det kunne jeg ikke selv se. Før jeg mødte ham, var jeg allerede usikker på mange ting, for eksempel uddannelse. Denne usikkerhed greb han og sørgede for, at jeg blev holdt nede”.

 

Krænker og redningskrans på samme tid

 

På grund af den sociale kontrol i forholdet, udviklede Lene fobier. Hun kom som 21-årig på Fobihøjskolen i København, og her hjalp psykologerne Lene med at indse, at kæresten var dårlig for hende. Hun flyttede væk fra ham i et halvt år, men da Lene kom ind i en hård periode, hvor flere i familien fik kræft, blev det for svært at være alene, og hun opsøgte ham igen. For selvom han opførte sig dårligt overfor hende, var han jo alligevel den, der kendte hende bedst. Jeg følte mig ensom, og havde bare brug for en redningskrans”.  

 

Lene og hendes kæreste begyndte at planlægge et bryllup, da Lene på dette tidspunkt følte, at det var det, der skulle til for at redde forholdet. 

 

Jeg troede ikke, at det var ham, der var noget galt med. Jeg troede, at det var min angst, der skabte alle problemerne. Jeg fandt hele tiden undskyldninger for tingene. Han var verdensmester i at placere tingene inde i mit hoved og sige, at det bare var noget, jeg forestillede mig”. 

 

Lene blev her udsat for noget, man kalder ’gaslighting’. Begrebet stammer fra en gammel gyserfilm, hvor manden i forholdet skruer langsomt op og ned for gassen, så lamperne blinker. Han bilder sin kone ind, at hun ser syner, og får hende til at tro, at hun er forstyrret og sensitiv. Lene oplevede ’gaslighting’ i den forstand, at hendes eksmand bildte hende ind, at verden var farlig. Det alvorlige ved gaslighting er, at hvis et menneske tæt på en igen og igen påstår, at man er paranoid eller husker forkert, risikerer man at tvivle på, om man kan stole på egne sanser. Selvom det var eksmanden, der stalkede Lene, bildte han hende ind, at det var alle andre mennesker, der var farlige og Lene følte, at der var hendes angst, der skabte problemerne.

 

Man tager ydmygelsen, og gemmer den væk”

 

Efter Lene og hendes eksmand blev gift, fik Lene det værre og værre. Hun begyndte at få svært ved at passe sit arbejde, og parret fik i mellemtiden et barn, der også krævede meget fokus. Eksmanden udsatte Lene for en bestemt form for ydmygelse, hvor han gav Lene falske, hjemmelavede gavekort. Når Lene så kom ned i butikken, kunne hun stå der med et ugyldigt gavekort og føle sig til grin. Han lovede mig alt muligt, men han skuffede mig hver gang. Hvem fortæller man det til? Ingen. Man tager ydmygelsen, og gemmer den væk”.

 

Derudover var Lene i denne periode bange hele tiden. Bange for ikke at være nok, bange for tæsk og bange for, at han skulle finde en anden kvinde. Det blev en fast rutine for Lene, at hun ryddede op og gjorde rent, inden han kom hjem for at undgå, at han flippede ud på hende senere. En dag hvor Lene ryddede op, fandt hun en masse regninger, der ikke var betalt. Med et hurtigt blik så alt godt ud, men da hun kom bag facaden, var der kaos. Ligesom deres forhold. 

 

Da andet barn kom til verden, begyndte Lenes eksmand for alvor at drikke. Han snød, løj om regninger og tog på Lenes veninder. Hvis Lene sagde ham imod, fik hun én på hovedet. Efter en fest gennembankede han hende, og hun skreg efter hjælp. De boede i et lydt hus, og Lene vidste, at naboerne kunne høre hende. Men de gjorde ikke noget. Denne episode gjorde, at hun lærte at lukke ned. Når han blev fuld og slog hende, tog hun imod uden at gøre modstand.

 

Aen på den ene kind, lussing på den anden

 

Lene fortæller, at noget af det værste ved at være i forholdet, var uforudsigeligheden. Når vi var ude i byen, sagde han altid, at jeg var sådan en god mor og sådan en god kone. Men når vi kom hjem, fik jeg én over hovedet¨.

 

Det blev dagligdag for Lene at få at vide, at hun var syg i hovedet. Han tjekkede ofte hendes mobil og havde affærer med andre kvinder. Volden udviklede sig til også at indebære seksuel vold. Lenes eksmand købte en masse sexlegetøj og proppede det op i hende, mens hun sov. Lene kunne ikke tåle latex, men han proppede alligevel en masse latex op i hende. Det var svært at sige fra, fordi hun stivnede. Til sidst sov Lene i grimt nattøj, med et bindebånd om maven, så han ikke kunne få bukserne af hende. Hun sov i fosterstilling med dynen rullet rundt om sig og sov med ekstra tøj på, så det ville tage længere tid for ham at afklæde hende. Hun håbede, at hun så kunne nå at sige fra. Men det kunne hun ikke. 

 
En dag gav han mig analsex, mens jeg græd. Han kunne se, at tårerne trillede ned og sagde bare ”nårh lille skat”. Der gik det op for mig, hvad jeg var udsat for”.

 

Lenes frygt for sin mand og den mangeårige krigstilstand i hjemmet gjorde, at hun udviklede en PTSD-diagnose. De seksuelle krænkelser og volden blev til en normalitet. Lene turde ikke forlade ham, fordi hun var bange for at gå til politiet og stå frem. Bange for hvad han ville gøre, og om nogen ville tro på hende – ingen så jo bagsiden af den charmerende, søde mand. 

              

Mødet med Exitcirklen

 

Selv da Lene for anden gang forlod sin voldelige mand, blev han ved med at stalke og forfølge hende. Derfor ringede Lene til et krisecenter og bad om hjælp. Hun kunne ikke længere mærke, hvad der var                   op og ned, men vidste inderst inde, at det var dybt forkert. Lene kom på krisecenter i 3,5 måned og fik juridisk assistance. Lene flyttede derefter til Aarhus for at komme væk fra det hele. Eksmanden begyndte i denne periode at manipulere og udføre psykisk vold på børnene for at ramme Lene. 

 

Lene hørte om Exitcirklen første gang gennem sin mor, som havde læst om det i et blad. Lene startede i et samtaleforløb hos Exitcirklen, men nåede kun at deltage to gange, før hun blev viklet ind i eksmanden igen. Han var så sød ved mig og kunne se alt det, han har gjort forkert. Der tænkte jeg jaaaa” og gav ham en chance til”. 

 

Exitcirklen arbejder ud fra princippet, at “man ankommer, når man ankommer”, som betyder at det kan tage tid at være klar til et samtaleforløb, og det er ok. Lene startede i et nyt samtaleforløb, efter hun har afbrudt kontakten til ham, og denne gang gik det bedre.  

 

Exitcirklen er det man skal igennem for at få det bedre. Om det er rart eller ikke rart. Jeg har ikke lyst til at anerkende, hvor lang tid jeg blev i det voldelige forhold, og at jeg var så blind. Når jeg fortæller det til andre mennesker, påvirker det mig ikke. Det kunne være en andens historie, jeg kan ikke mærke det. Men i Exitcirklen kommer jeg tættere på det. Jeg får det tit skidt, og det er et godt tegn, selvom det er træls og en rædselsfuld fornemmelse at gennemleve det hele igen”.

 

Udover at kunne åbne helt op, oplever Lene, at hun i Exitcirklen har stor glæde af de andre deltageres varme, omsorg og nærhed til hinanden. 

 

Det værste ved volden er ensomheden. Der er ingen, der forstår det. Selv min bror har vendt mig ryggen. Han forstår ikke, hvorfor jeg går tilbage. Min eksmand har vendt både familie og venner imod mig. Derfor er det helt afgørende, at Exitcirklen har givet mig nogle nye sociale relationer”. 

 

Vi skal turde at spørge Hvordan har du det?”

 

I dag er det fem år siden, Lene blev skilt fra eksmanden, og hun fortæller, at hun gerne vil dele sin historie, så samfundet kan få mere kendskab til, hvordan det er at blive udsat for vold. Hun håber, at hun med denne historie og åbenhed generelt kan være med til at give folk en øjenåbner og få dem til at turde spørge sine venner, om de har det godt. 

 

Jeg synes, det er vigtigt, at vi tør at stå frem. Vi mangler nogle at spejle os i, når vi føler os ensomme og forkerte. Vi skal vide, at vi ikke er alene og lære, at vi har lov til at sige fra. For vold kan ramme alle”.

Er du udsat for psykisk vold? kontakt os og få den hjælp, du fortjener. Klik her.