“Den måde han skældte ud på gjorde, at jeg følte mig dum og ubrugelig”

https://unsplash.com/photos/LPUgZQLF7W4

Blogindlæg // Galit Malkiel Nielsen

“Min far var meget aggressiv og blev let sur. Jeg var jo et lille barn, så det var små, simple ting, der trickede ham. Det kunne for eksempel være, hvis jeg tog den forkerte klud til at tørre bordet af med. Den måde han skældte ud på gjorde, at jeg følte mig fuldstændig dum og ubrugelig, og at jeg ikke kunne finde ud af noget. Jeg begyndte at opfatte det som normalt, når han lod tingene gå ud over mig”.

“De så ham som den søde og rare far, som alle andre også så. Det faldt de for”.

Sådan fortæller 23-årige Hannah om den psykiske vold, hendes far udsatte hende for gennem flere år. Hannahs forældre blev skilt, da hun var lille, og derefter boede hun skiftevis hos sin mor og far. Når hun var ved sin far, havde hun det ubehageligt, men fordi det var psykisk vold, og Hannah ikke var særlig gammel, var det svært at sætte ord på. Den psykiske vold kom især til udtryk gennem en stor uforudsigelighed og vrede. Hannah blev senere tvangsanbragt, men hendes far endte med at få fuld forældremyndighed, fordi han charmerede sig ind på personalet på opholdsstedet: “De så ham som den søde og rare far, som alle andre også så. Det faldt de for”.

Udadtil var Hannahs far en glad og udadvendt mand. I deres nabolag så alle ham som en sød og rar mand, der passede godt på sin datter. Derfor havde Hannah en tvivl om det, hun så og oplevede, var forkert. Derfor fortæller Hannah, at det er afgørende, at man i dag har et større fokus på, hvad psykisk vold er. “Da jeg var teenager, tænkte jeg, hvorfor han ikke bare én gang havde slået mig. Så jeg kunne bevise det. Der var ikke nogen, der forstod psykisk vold, og forstod hvad han havde gjort ved mig, fordi jeg ikke havde blå mærker.”

De usynlige ar

Den psykiske vold har påvirket hele Hannahs måde at tænke på i dag. Alt det hun har fået at vide i sin barndom, ligger nemlig i baghovedet som et ekko.

“Udadtil kan jeg måske virke som en enormt glad og udadvendt pige. Og selvom jeg godt kan sidde og sige, at alle er noget værd, og at man ikke skal være så selvkritisk, så sidder min selvkritik bare plantet så dybt, at det er sådan, jeg tænker ubevidst. Jeg har tanker om, at andre er noget værd, og det er jeg ikke. Selvom det føles absurd at sige, er det det der foregår inde i mit hoved”.

Hannah føler, at den psykiske vold påvirker mange ting i hendes liv i dag. Hun er meget sensitiv og overtænker mange små ting: “Den psykiske vold har helt klart gjort noget ved, hvordan jeg tænker om mig selv, og hvordan jeg tænker mig selv i forhold til andre. De negative tanker, min far har givet mig, sidder bare så rodfæstet, at det er enormt svært at gøre op med. Det er som om ens hjerne ubevidst leder efter ting, der kan bekræfte det. Selvom der måske sker ti gode ting, så hænger hjernen fast i den ene lille negative ting”.

Exitcirklens betydning

Netop disse negative kognitive mønstre var noget Hannah blev bevidst om gennem samtaleforløb i Exitcirklen. Hun havde tidligere gået til mange psykologer, men hun har altid haft en følelse af, at der manglede et eller andet. Fordi psykisk vold er så svær at sætte ord på, er det for Hannah afgørende at snakke med nogle, der har en ordentlig forståelse for psykisk vold og følgerne.

“Når man har været udsat for psykisk vold, kan man godt være i tvivl om det, man har oplevet, er slemt nok til at blive kategoriseret som psykisk vold.”

Da hun startede i et samtaleforløb hos Exitcirklen, oplevede hun helt fra start en følelse af ikke at stå alene: “Når man har været udsat for psykisk vold, kan man godt være i tvivl om det, man har oplevet, er slemt nok til at blive kategoriseret som psykisk vold. Selvom man selv var der og ved, hvad det har gjort ved en, så kan man alligevel komme i tvivl. Var det nu så slemt?”

Oplevelsen af at der var andre, der havde det på præcis samme måde, skabte en stor tryghed hos Hannah: “Hver gang jeg gik derfra i starten, var jeg helt blæst væk over, at hver gang nogen sagde noget, så kunne alle bare nikke genkendende til det. Så selvom de fleste af kvinderne i samtalegruppen var udsat for partnervold, kunne jeg genkende det hele. Fordi det er psykisk vold, kan man nogle gange have en følelse af, at de andre fortæller ens egen historie”.

Det første forløb i Exitcirklen var givende, men det var først i andet forløb, at Hannah rigtig kunne lukke op og begynde at reflektere over og benytte de værktøjer, Exitcirklen havde givet hende: “Andet samtaleforløb har hjulpet mig med at være mere opmærksom på de negative tanker. Jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvad der foregår inde i mit hoved”.

Vigtigt med større åbenhed omkring psykisk vold Hannah har en oplevelse af, at der overordnet set er kommet mere opmærksomhed på psykisk vold, end der har været tidligere: “Folk ved mere om, hvad det handler om i dag, end da jeg var teenager. Selvfølgelig forstår man det ikke helt 100 procent, før man selv har oplevet det. Der er stadig mange, der siger: ’jamen du ser jo ikke din far mere, så problemet må være væk’. Men så simpelt er det jo ikke”.

Ifølge Hannah er det vigtigt med en større åbenhed omkring psykisk vold. For selvom det kan føles sådan, står man ikke alene med at være psykisk voldsramt: “Før jeg startede i Exitcirklen, havde jeg en følelse af, at jeg var den eneste, der havde oplevet psykisk vold. Nogle gange kunne jeg have følelsen af, at andre havde enormt meget styr på deres liv, og jeg overhovedet ikke havde styr på noget.” Udover fællesskabet i Exitcirklen, har Hannah også lært en anden vigtig ting gennem sin tid i Exitcirklen. Nemlig at kunne sige sætningen ’jeg har været udsat for psykisk vold’.

“Tidligere når jeg har fortalt min historie, har jeg ikke sagt, at jeg var udsat for psykisk vold. Jeg har været enormt bange for, hvad andre tænkte. Jeg har i stedet sagt, at jeg havde et dårligt forhold til min far. Det er bare ikke hele sandheden. Det betyder enormt meget for mig at kunne sige, at jeg har været udsat for psykisk vold. Det er hverken sundt eller rart at tale det ned til noget, det ikke er”. Hannah føler i dag, at hun kan stå mere ved, hvem hun er.

“Selvom om det at have været udsat for psykisk vold ikke skal definere, hvem jeg er, så er det en følelse af, at det er en del af mig, og at det er okay”.

Ikke bare mig og mit hoved Udover selve samtaleforløbene i Exitcirklen har det også givet Hannah meget at få et netværk der ved, hvad psykisk vold er. For selvom Hannah har tætte venner, hun kan snakke med, så er der ikke den samme forståelse for, hvad hun har oplevet.

“Fordi vi alle sammen i Exitcirklen kan genkende hinandens følelser, så behøver man ikke altid forklare alting. Og det er netop det svære ved psykisk vold. Man kan ikke altid sætte ord på det. Og så gør det ikke noget, at mange af de andre har oplevet vold i en kæresterelation. Vi kan stadig spejle os i hinanden. Vi har det præcis på samme måde. Det er ikke kun mig og mit hoved”.

Er du udsat for psykisk vold? kontakt os og få den hjælp, du fortjener. Klik her.