"Det er fordi, du let får blå mærker"

Af Sarina Michelsen

”Nå ja, men du ved jo, at du let får blå mærker – det kan jeg ikke gøre for.”

Den sætning fik jeg ofte at vide, når jeg påpegede, at han var voldelig. Med dén sætning bagatelliserede han sin voldelig adfærd overfor mig. Det blev svært for mig at argumentere for, at han var voldelig, for jeg fik let blå mærker. Måske det ikke var så slemt alligevel, måske var han ikke var voldelig, men min krop, der var sart. 

Måske det bare er mig.

En af de ting, psykisk vold kan gøre, er, at få de voldsramte til at føle sig skyldige i volden. Jeg var en af dem, der følte sig skyldig. Jeg levede i et voldeligt forhold i 4 år, og det bar meget præg af psykisk, fysisk og seksuel vold. Måske I, som selv har prøvet at være i sådant et forhold, genkender den der skyldfølelse? En følelse, jeg havde alt for tit.  I starten sagde jeg fra overfor den adfærd, han udviste, men han havde rigtig mange gode undskyldninger. På en eller anden måde havde han altid en forklaring på, hvorfor han handlede som han gjorde – og den forklaring var som regel baseret på min egen adfærd. At jeg var for ærlig, for dominerende eller sagde tingene på den forkerte måde.

Jeg tror, at vi er mange mennesker, der rigtig gerne vil forstå den anden perspektiv. Derfor tænker vi også over vores egen adfærd – mennesket vil vel gerne forstå? Måske jeg skulle være lidt mere hensynsfuld. Måske jeg skulle være mere forstående i forhold til hans adfærd. Han stod så fast i sine forklaringer, og jeg tvivlede mere og mere på mig selv. Og sådan fortsatte spiralen: Hvis han havde kaldt mig for alverdens ting, bortforklarede han det altid med,  at det var mig, der var problemet. At jeg overreagerede. At jeg misforstod ham. At det var min skyld, at han kaldte mig for de her ting, for jeg kunne bare lære at lade være med at sige ham imod.

Den usynlige gift bag ordene

Det, jeg ikke opdagede, var, at hans ord var giftige. De gik ind og forgiftede mine tanker. Og ved at han forgiftede mine tanker, blev mine følelser også påvirket. Der voksede en dyb dilemma inde i mig; er det mig, eller er det ham? Denne tvivl på mig selv gjorde mig handlingslammet, og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle tale med. Jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle forklare situationen for andre. Når jeg prøvede, sagde folk, at jeg måtte prøve at håndtere situationen på andre måder. De vidste ikke, hvad der reelt foregik. HVerken dem eller jeg kunne gennemskue manipulationen. Jeg var godt på vej ind i et fængsel – et usynligt fængsel, hvor jeg ikke engang havde nøglen til at kunne slippe mig selv fri igen. 

Jo mere han nedgjorde mig, jo mere underdanig blev jeg. Det surrealistiske var, at det var mig, der sad med blå mærker og sår. Jeg troede virkelig på ham; at det var min egen skyld. At det var synd for ham, at jeg havde tvunget ham til at være på den måde. Og jeg tænkte, at jeg var heldig, fordi han alligevel ville være sammen med mig, på trods af den person, jeg var.

De giftige ord, som han plantede i mit sind, gjorde, at jeg begyndte at isolere mig fra mit netværk. Jeg følte,  at jeg skulle undskylde for at jeg overhovedet eksisterede. Jeg følte, at jeg var en byrde for alle omkring mig. Til sidst var jeg så afskærmet fra verdenen, at jeg kun fik inputs fra ham – og det betød, at jeg levde og åndede skyldfølelsen. Jeg begyndte at lave om på mig selv, i håb om at kunne få fikset problemerne. Nogle gange bad jeg om hans støtte, fordi jeg ikke kunne fikse det hele alene – men det var altid mit eget ansvar, at skulle rydde op i problemerne. Det var jo ikke ham, der var problemet.

Jeg er udsat for psykisk vold

Det var i forbindelse med mit frivillige arbejde, at jeg opdagede, hvad psykisk vold var. Jeg havde ansvaret for en samtalegruppe, og i denne var der en ung kvinde der fortalte, at hun oplevede psykisk vold. De ting hun delte med gruppen, var så genkendelig for mig, at jeg følte, at jeg lyttede til mig selv. Jeg begyndte derefter at undersøge begrebet ’psykisk vold’ nærmere, og det var også der, jeg begyndte at åbne lidt op for tingene, overfor mine veninder. Tingene klarede langsom op, og jeg kunne forstå, hvad der foregik. 

Jeg begyndte at konfrontere ham med den vold, han udøvede.  Jeg havde et håb om, at hvis bare han kunne forstå, hvad der foregik, så ville alt blive bedre. Jeg forsøgte at gøre alt,  men uanset hvad jeg gjorde, blev det altid brugt imod mig. 

Exitcirklen var min vej ud

Jeg kontaktede Exitcirklen for at få hjælp. Til at starte med fik jeg tilbudt et individuelt forløb hos en af deres psykoterapeuter.
På det tidspunkt var jeg så ødelagt indeni, at jeg følte, at jeg ikke fortjente at få hjælp.  Da jeg startede i forløbet, havde han tvunget sig ind i min lejlighed og bosat sig der, og jeg følte mig fuldkommen magtesløs. Psykoterapeuten var min redning, for hun bekæmpede hans ord med rationelle forklaringer ord, og langsomt skabte jeg nye refleksioner i forhold til min situation. Forløbet hos hende var både utrolig befriende, men også utrolig smertefuld. Der skulle rippes op for mange ting, og jeg skulle oveni det hele også bekæmpe ham. Jeg var i krig, og i takt med min hjælp fra Exitcirklen indså jeg, at jeg havde været i krig i længere tid, end jeg var bevidst om, og jo mere jeg træk mig fra ham, jo lettere kunne jeg trække vejret.

Som at komme op til overfladen igen.

Det var utroligt livsafgørende for mig, at jeg kom i det forløb. Jeg ved,  at hvis jeg ikke havde hørt om psykisk vold i mit frivillige arbejde, eller hvis jeg ikke havde kontaktet Exitcirklen, havde jeg måske stadig siddet fast i et voldeligt forhold. Jeg ved ikke hvad der ville være sket, hvis jeg var blevet.

Efter mit individuelle forløb som varede 1 år, så startede jeg i Exitcirklens samtalegruppe. Her mødte jeg følelsen af genkendelse, samhørighed og støtte. Jeg kunne spejle mig i andre, og det gav mig større perspektiv og indre ro. Det, at genvinde kontrollen, gjorde, at jeg kunne slappe af og begynde at finde mig selv igen.