Exitcirklen Jylland søger frivillige kommunikationsmedarbejdere

Kunne du tænke dig at blive en del af et stærkt team af frivillige, der arbejder for at gøre en forskel for psykisk voldsramte?

Exitcirklen – veje ud af psykisk vold blev etableret i 2014 som Danmarks første NGO, der tilbyder ugentlige samtalegrupper samt individuelle samtaleforløb for mennesker, der er eller har været udsat for psykisk vold eller negativ social kontrol. Vi har gruppeforløb i hele Danmark. Exitcirklen består af et engageret team, der med forskellige kompetente fagligheder støtter psykisk voldsramte på vejen ud af og efter psykisk vold og negativ social kontrol. Vi hjælper voldudsatte med at tilegne sig kognitive redskaber til at udfordre de vedligeholdende voldsmønstre samt med at bearbejde de ar, den psykiske vold efterlader.

I Jylland har vi gruppeforløb i Aarhus, Esbjerg og Aalborg, og vi søger nye frivillige, der kan hjælpe med kommunikative opgaver for vores afdelinger i Jylland. Arbejdet handler om både at udbrede kendskabet til vores organisation og til psykisk vold, og arbejdsopgaver kan bestå af alt fra at skabe indhold til vores sociale medier, udarbejde grafisk materiale, hjemmesideredigering og til at søge fonde. Du skal regne med cirka 4 timers arbejde om ugen, og du vil have mulighed for at benytte vores hovedkontor i Aarhus.

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant faglig baggrund, hvor du har erfaring med skriftlig formidling
  • Er passioneret og interesseret i arbejdet med voldsramte mennesker
  • Er initiativrig og brænder for at fundraise samt skabe kreativt indhold på sociale medier
  • At du både kan arbejde selvstændigt og i samarbejde med andre i et frivilligt team
  • At du møder dine medmennesker på en empatisk, respektfuld og anerkendende måde

Som frivillig hos os, tilbyder vi:

  • Et rummeligt og udviklende fællesskab med plads til både faglig og personlig diversitet
  • Dokumentation på, at du har været frivillig i Exitcirklen (efter ½ år)
  • Kurser i psykisk vold, kognitive redskaber og traumehåndtering med diplom
  • Mulighed for at blive en del af en social organisation med et stærkt fællesskab og søde kolleger
  • Fleksible arbejdstider, hvor det meste kan gøres hjemmefra

Lyder dette som noget for dig? Så send CV og en motiveret ansøgning til leder af Exitcirklen Jylland, Camilla Dremark, på mail: camilla@exitcirklen.dk, hvor du skriver lidt om dig selv, og hvorfor du ønsker at blive en del af vores team.

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om stillingen, er du også mere end velkommen til at tage kontakt. Du kan læse mere om Exitcirklen på www.exitcirklen.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsfrist: 1/3-2022.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.