Jeg har været bange for, om han kunne finde på at tage os alle sammen af dage.
Nu har jeg heldigvis ikke noget at være bange for mere"

Blogindlæg // Sofie Kønig Wilms

”Jeg var ligesom en ejendom. Et trofæ han kunne fremvise, fordi han gerne ville have den her familie, som jeg så gav ham. Han har ignoreret mig og børnene i flere dage. For eksempel hvis jeg ikke gad at gå i seng med ham. Så blev jeg straffet, og børnene blev straffet. Han kunne gå 3-4 dage uden at snakke med nogen af os, indtil han pludselig kunne vende og komme med en masse gaver til os. Man kunne ikke snakke med ham. Efter jeg fødte hans søn – jeg tror, det var få uger efter – ville han i seng med mig. Jeg sagde, at det kan jeg ikke, jeg har lige født. Så sagde han alvorligt til mig, at hvis jeg ikke kunne opfylde det behov hos ham som hustru, så var han berettiget til at gå ud og have sex med andre. Det var noget, han selv forestillede sig, at det var okay.”

Sådan fortæller 41-årige Maria om den psykiske vold, hendes nu afdøde eksmand udsatte hende for gennem flere år. For syv år siden mødte Maria en mand, som hun, sammen med sine to drenge fra tidligere forhold, flyttede sammen med. Et par år senere fik de et barn sammen. Den psykiske vold kom snigende, og der gik noget tid, før det gik op for Maria, hvad hun og hendes børn blev udsat for. Marias hverdag med denne mand var præget af angst, frygt og afmagt, og hvis hun forsøgte at gøre det forbi, blev hun mødt med trusler om, at han ville gøre hendes liv til et helvede, hvis hun forlod ham.

”Altså jeg har levet i en angsttilstand. En angst for, om han kunne finde på at tage os alle sammen af dage, eller om han kunne finde på at tage ham selv og vores søn af dage. Nu tog han så heldigvis kun sig selv af dage”.

Den afvigende adfærd – hans psykiske og manipulerende spil

Den psykiske vold kom især til udtryk gennem tavshed, stalking, kontrol og trusler. Hans afvigende adfærd begyndte at blive mere massiv fra den dag, de blev gift. Det var et par år efter, de mødte hinanden. Maria beskriver blandt andet, at han fra den dag begyndte at blive meget kontrollerende, eksempelvis satte han en GPS i hendes bil. Hun beskriver også de mange gange, hun er blevet ignoreret, som hun så som en del af hans psykiske spil.

”Jeg havde engang været på krisecenter og valgte at tage hjem igen. Da jeg var kommet hjem, begyndte han at ignorere mig og børnene, fordi han følte sig udstillet af, at jeg havde sagt, hvordan han var, da jeg var på krisecenter. Jeg var fuldstændig knækket sammen af at skulle prøve at opretholde et almindeligt liv over for mine børn, og være en glad og god mor, samtidig med at han gik og ignorerede os alle sammen. Så jeg knækkede fuldstændig sammen efter en uge, og i afmagt hev jeg to bryllupsbilleder ned af vores væg i stuen og kastede dem i gulvet. Jeg havde aldrig gjort sådan noget før. Det resulterede i, at han ringede til politiet og sagde, at jeg var ved at smadre hele vores hjem, hvorefter de kom, og han bildte dem ind, at jeg havde borderline og tilhørte psykiatrien. Det endte faktisk med, at politiet kørte mig op på psykiatrisk skadestue og troede på, at jeg havde borderline. Jeg var til en samtale i halvanden time, tror jeg, og blev jo sendt hjem igen, for det var jo hans adfærd, der gjorde jeg reagerede sådan i afmagt. Han har også engang, fordi han var sur på mig, bildt en af sine kollegaer ind, at jeg var alkoholiker, selvom jeg kun drikker omkring tre gange om året. Det er ondhed, det er ikke kærlighed. Bare fordi han var sur. Jeg kan ikke huske, hvad han var sur over, men jeg har sikkert ikke opfyldt et af hans behov. Han har også flere gange frataget mig mine bilnøgler, så jeg ikke har kunne bruge min bil. Det kunne fx være som straf, hvis jeg ikke gad at gå i seng med ham, eller på andre måder ikke ’lystrede’”

Ofte fortalte han Maria, at hun var en dårlig mor og dårlig til sit arbejde – at hun ikke duede til noget. Maria fortæller, hvordan hun måtte vælge at anbringe sit eget barn, fordi hendes eksmand spillede sønnen ud imod Maria, og overbeviste ham om, at det var hende der var noget galt med. Sønnen kom først hjem igen, da Maria endeligt flyttede fra sin eksmand. Også parrets fællesbarn er i dag udfordret på flere punkter, hvilket, Maria mener, må skyldes de oplevelser, han har haft, både med konflikter i hjemmet og en far, der har mødt ham med tavshed, siden han var lille.

Omgangskredsen – ”De troede, det var mig, den var gal med”

Når Maria og hendes eksmand var ude blandt deres sociale omgangskreds, gjorde han en dyd ud af at anerkende Maria og fortælle, hvor godt de havde det sammen; hvor god en mand han var, og hvor god en mor hun var. Men han både styrede og kontrollerede hende, når de var sammen med andre:

”Han kunne godt finde på, hvis man sad to par og snakkede, og jeg så brød ind i noget, og så sige ”hold din kæft”. Og det resulterede i, at det sidste halve år, jeg var gift med ham, kom mine veninder ikke hjem til mig. De sagde, at de var der for mig til hver en tid, men de kom ikke i vores hjem så længe, jeg boede sammen med ham. Og det begyndte han at undre sig over. Så sagde jeg til ham, at det var pga. hans egen adfærd. Han havde også uberettiget svinet nogle af mine veninder til, og det gad de ikke finde sig i. Hans kommentar til det var, at så kunne de kraftedeme også blive væk, og så skulle jeg nok overveje, om det var rigtige veninder for mig. Sådan sagde han.”

Marias eksmand forsøgte at afskære Maria fra hendes sociale netværk. Maria har altid haft et stærkt socialt netværk, men hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op, for menneskerne i hendes liv troede på daværende tidspunkt ikke på, hvad der foregik i hjemmet. På krisecentret havde de sagt, at hun skulle begynde at gemme alle mails og SMS’er fra ham, og da hun begyndte at vise sit netværk, hvad han kunne finde på at skrive, troede de på hende.

Maria havde flere gange forsøgt at gå fra sin eksmand, men hver gang endte hun med at vende tilbage. Da hun besluttede sig for endeligt at forlade ham, spurgte han gentagende gange, om hun virkelig mente det. Det gjorde hun. 

”Jeg har aldrig før været så kold inden i, som jeg var på det tidspunkt. Jeg havde simpelthen fået nok”

Med hjælp fra nogle venner, flyttede Maria og børnene ud af huset i løbet af et par timer.

Selvmordet – ”Jeg er glad for, han er død”

Præcis én måned efter, Maria og børnene flyttede ud, valgte Marias eksmand at begå selvmord. Den dag, det skete, var han taget hen i Marias lejlighed, hvor han havde startet en konflikt, der endte med, at Maria bad ham forlade lejligheden igen. Hun husker, hvordan han kiggede på hende med sorte øjne og et stift blik. Hun kunne mærke, at der var noget galt. Da hun gik i seng om aftenen, opdagede hun, at han havde taget en dyne med fra soveværelset. Hun blev bekymret, men tænkte også, at det jo bare var et af hans spil, som hun havde prøvet så mange gange. Den efterfølgende dag kunne hun ikke få fat i ham og kontaktede derfor politiet om aftenen. De fortalte hende, at han havde begået selvmord. Han lå død i den dyne, han havde taget med fra hendes lejlighed. Da hun fik at vide, at han var død, mærkede hun først og fremmest en lettelse og samtidig var hun fuld af foragt, vrede og had:

”Jeg har ikke noget at være bange for mere, for han er her ikke. I dag tænker jeg, at det, han har ville efterlade hos mig, er skyld. Men jeg føler ikke skyld mere. Det har været en måde at straffe mig på. Det er det, der er foregået inde i hans hoved. Han har bildt sig selv ind, at jeg ikke kunne klare mig uden ham. Han har også sagt, ”hvis du går fra mig, så er det slut”. Jeg har altid tænkt, at de ord betød, at så ville han ikke have noget med os at gøre. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle straffes med et selvmord, fordi jeg gik fra ham.”

Selvom Maria ventede på at føle sorg, skete det ikke. Kun på hendes børns vegne, der var kede af det i starten. I dag vil ikke engang børnene besøge hans gravsted mere. Endelig fik hun fred. Som hun selv siger:

”Jeg er glad for, at han er død. Det siger jeg uden at skamme mig, fordi det er jeg.”

Efter hans død er det også gået op for Maria, hvor han havde sin narcissistiske adfærd fra. Hans forældre begyndte efter hans død at svine Maria til, sende underretninger til kommunen om, at hun ikke kunne tage sig af sine børn. Det endte endda ud i en retssag. ”Det var lidt som at se ham, og hvad han kunne finde på, når han var sur”, fortæller Maria:

”Det er først gået op for mig efter han er død, hvor sygt det har været. Hvor syg han har været.”

Hvorfor gik du ikke bare?

Når man er eller har været i en psykisk voldelig relation, kan man blive spurgt om, hvorfor man dog ikke er gået noget før. Til dette svarer Maria:

”Jeg har været så angst. Jeg har prøvet at gå nogle gange. Jeg blev lovet bod og bedring, og har troet på ham. Han har jo fået mig derud, hvor jeg har troet, jeg ikke kunne klare mig selv, selvom jeg havde været alene med to børn i 7 år, inden jeg mødte ham, hvor jeg har haft et velfungerende liv. Han har fået mig derud, hvor jeg tænkte, jeg kan ikke selv, jeg kan ikke styre min egen økonomi selv, jeg kan ikke magte mine børn alene. Så jeg tænkte, det er bare nemmere at knibe ballerne sammen og blive. Det tænkte jeg.”

Men Maria fandt modet og styrken til at finde en vej ud af relationen og det magtspil, som hendes eksmand brugte mod hende og hendes børn. Hun søgte hjælp hos en psykolog og startede et forløb hos Exitcirklen, som hun ikke nåede at færdiggøre, da hun endnu ikke var parat efter eksmandens selvmord. Maria er et godt sted i livet i dag, hvor hun i fremtiden ønsker at genoptage et gruppeforløb hos Exitcirklen for at bearbejde konsekvenserne af den psykiske vold.

Er du udsat for psykisk vold? kontakt os og få den hjælp, du fortjener. Klik her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *