"Som dominobrikker, der rejser sig baglæns"

Blogindlæg / Galit Malkiel Nielsen

Sofie var midt i 20’erne da hun mødte manden, der over flere år gjorde hendes liv til et mareridt. ”Han virkede stærk på mig. Og den styrke higede jeg efter. Jeg havde bare ikke tænkt, at han følte sig stærkere ved at trampe på mig”. I dag er Sofie 42 år, og den psykiske partnervold har haft store konsekvenser for hendes liv.

Den psykiske vold
Sofie forklarer, at psykisk vold er en glidebane, så det er svært at forklare, hvornår og hvordan det starter. Men karakteristisk for hendes eksmand er store psykiske svingninger og aggressiv adfærd. ”Jeg vidste aldrig, om han var fuld eller ej, og hvor jeg havde ham. I perioder satte han mig op på en piedestal og synes, at jeg var det mest vidunderlige. Men samtidig kunne han finde på at nedgøre mig helt vildt, når der kom gæster. På et tidspunkt truede han med at skyde mig med et luftgevær”.

Selv de mest forfærdelige trusler lagde Sofie ikke mærke til, fordi det til sidst føltes helt normalt. ”Jeg lagde det i en kategori af, at han altid sagde dumme ting. Jeg havde ikke forstået, hvad det gjorde ved mig.” Gentagne episoder som denne gjorde, at Sofie til sidst slet ikke kunne mærke sig
selv. ”Det fik mig til at lukke af fra halsen og ned efter. Jeg havde ingen mening om noget. Hvis nogen spurgte, hvordan jeg havde det, så ville jeg ikke kunne svare. Hvis nogen spurgte, om jeg helst ville køre i Rema eller Netto, så kunne jeg ikke svare. Jeg kunne slet ikke danne mig en
mening om noget.”

Sofie oplevede en følelse af følelsesløshed og håbløshed. Uforudsigeligheden og angsten for, at han skulle blive aggressiv gjorde, at hun udviklede en PTSD-diagnose. ”Jeg vidste aldrig, hvornår han eksploderede. Jeg stod altid i midten af alle konflikterne.” Noget af det værste ved den psykiske vold er ensomheden og isolationen, forklarer Sofie. ”Jeg er blevet mere og mere isoleret gennem de år ægteskabet varede. Og fordi det var svært at komme ud af min lejlighed, var det svært at få brudt med isolationen. Og det er jo alfa omega for at få det godt. At der er nogle andre mennesker, jeg kan ringe til, hvis jeg er ked af det
eller bange”. Der gik lang tid før det egentlig gik op for Sofie, hvad hun var blevet udsat for, og hun er stadig ved rigtig at forstå det. ”Jeg er stadigvæk i en proces. Ligesom dominobrikker, der rejser sig baglæns.”
Børn i vold. Begge Sofies børn har ADHD, og da hun stadig var i forholdet, havde hun så travlt med at få drengene til at fungere, at hun selv fuldstændig forsvandt.

”Min eks er det jeg vil kalde grænseløs. Han dækker kun egne behov. Det kan jeg se i dag. Men han har altid givet noget igen på en måde, så jeg har tilgivet ham.” Denne voldsspiral kan være ekstra svær at komme ud af, når man har børn. Sofie havde i mange år slet ikke overvejet at blive skilt. Hun var bange for at miste sine børn. ”Det bliver ganget med 500, hvis man har børn i det. Jeg har kæmpet i det så længe på grund af børnene. Jeg var ikke blevet så syg og ødelagt, hvis jeg var rejst noget før, men så havde jeg mistet begge drenge”. Samtidig understreger Sofie, at der er kun en vej ud af psykisk vold, og det er at komme væk. Også selvom det i øjeblikket føles som en umulig opgave.

Exitcirklen og ”normalitetsbegrebet”
Der går et år fra Sofie rejser fra ægteskabet til hun ved et tilfælde opdager, hvad det er, hun har været i. Hun siddet i en samtalegruppe, hvor det pludselig bliver meget tydeligt, at hun fuldstændig har mistet fornemmelsen af, hvad der er ”normalt”. ”En af de andre kvinder i samtalegruppen fortalte, at hun havde været ude for drug rape. Det var da ingenting, tænkte jeg. Der får jeg så sagt; Men når man er gift, er det jo ikke voldtægt. Da kigger psykologen på mig og siger; Jo, det er det. Og jeg kan godt se de andres ansigtsudtryk bagefter. Først der forstår jeg, at det er helt galt. Der foreslår psykologen, at jeg starter i exitcirklen, og der begynder jeg så med mit første forløb. ”

Og netop denne spejling i andres normalitetsbegreb var noget Sofie kunne søge i Exitcirklens samtalegrupper. ”Det er vigtigt at forstå, at når et menneske har levet i noget, der har gjort dem følelsesløs og grundforvirret, er det meget vigtigt, at der er nogle andre man stoler på,
der kan fortælle, hvad der er forkert. Det normalitetsbegreb, jeg har mistet, bliver jeg nødt til at søge ved nogle andre.”

Exitcirklen gav Sofie redskaber til selv at sætte grænser over for andre mennesker. Og dette er netop essensen af Exitcirklen: de rådgiver og behandler ikke, de giver redskaber og hjælp til selvhjælp. Gennem fællesskab og nedbrydning af hierarkier skabes rum for at genopbygge
selvværd, komme ud af ensomhed og få redskaber til at bryde med den psykiske voldsspiral. Sofie har fundet ud af, at det ikke kun er hende, der finder de her mænd, men at det også er mændene, der finder hende. Fordi hun ikke sætter grænser og ikke får sagt fra. Derfor oplever hun, at hun finder sammen med de samme mænd igen og igen. ”Det er vigtigt, at man i exitcirklen får fyldt det hul op, så styrken kommer til, at man kan se eller mærke, at det er forkert. Jeg har ikke det der normalitetsbegreb. Det kommer lige så langsomt, fordi jeg bliver trænet i det”.

Efter flere forløb i Exitcirklen opdager Sofie nu i højere grad, når hun falder ind i disse dysfunktionelle mønstre. Men det er stadig først, når andre fortæller hende, at det er helt galt, at hun rigtig forstår det. ”Min krop har jo fortalt, at det var galt, men mit hoved var ikke med.
Exitcirklen har hjulpet mig med at forstå det”. Samtidig blev Exitcirklen og Fundamentet et sted, hvor Sofie kunne komme og få et kram, uden
der kom en pris bagefter. ”Det har jeg jo aldrig oplevet. Det er jo også en del af den psykiske vold, at alt har en pris”.

Skævt system
Sofie har haft en oplevelse af at møde et system, der overhovedet ikke forstår, hvad psykisk vold er, og hvor alvorlige konsekvenserne kan være. ”Vores system er så skævt bygget sammen, at der er ingen, der forsvarer hverken kvinderne eller børnene. Jeg har lige siddet i den retssag med forældremyndighed, hvor den børnesagkyndige siger til mig, at hun ikke forstår, at jeg er blevet så længe, hvis jeg har levet i psykisk, fysisk og seksuel vold. Hvis jeg var mindre sart og min eks var mindre voldelig, så måtte vi jo kunne finde en løsning. Men helt ærligt, der er jo ingen andre situationer, hvor man foreslår, at offeret skal samarbejde med udøveren bagefter. Det er helt skævt”. 

”Der sker et kæmpe skred i hjælp til mig, når jeg nævner fysisk vold i forhold til psykisk vold.

Der er samtidig en masse tabu forbundet med psykisk vold og Sofie oplevede, at ingen af hendes veninder sagde noget, mens hun var i forholdet, selvom de godt kunne se, at der var noget galt. ”Jeg ville ønske, de havde fortalt nogle ting. Men de siger, at de ikke tænkte, jeg ville tro på dem. Og jeg sagde jo heller ikke noget.” Men den seksuelle og fysiske vold kan folk forstå. 

”Der sker et kæmpe skred i hjælp til mig, når jeg nævner fysisk vold i forhold til psykisk vold. Når jeg nævnte den psykiske vold, var der mange, der sagde til mig, at det var ærgerligt, at vi ikke kunne snakke sammen. Men når den seksuelle og fysiske vold kom på banen, sagde de, at jeg ikke skulle finde mig i det. Der er virkelig stor forskel. Psykisk vold er så udefinerbart, og det sker over så lang tid”.

At leve livet for livets skyld
Da det stod værst til brugte Sofie al sin energi på ikke at begå selvmord.
”Jeg kunne ikke gå over gangbroer, for så skulle jeg bruge al min energi på ikke at springe ud. Når jeg skulle krydse vejen, havde jeg lyst til at gå ud foran den næste lastbil, der kom. Jeg brugte alle mine kræfter på at holde mig i live for børnenes skyld”. Men i dag vil Sofie gerne leve for sin egen skyld. ”Han har sagt, at han ikke kan holde ud at se, at jeg får det godt. Og jeg ved han aldrig nogensinde bliver dømt i et retssystem. Men hans straf bliver at se min trivsel” fortæller hun med styrke i øjnene.

Er du udsat for psykisk vold? kontakt os og få den hjælp, du fortjener. Klik her.