Exitcirklens tavshedserklæring og etiske spilleregler

Exitcirklen skal være et trygt rum for de deltagere, som vælger at komme og dele deres livsforløb og udfordringer med andre deltagere, der har levet eller lever et liv med psykisk vold og/eller social kontrol.

Deltagerne skal kunne tale frit og komme i Exitcirklen uden at deres identiteter og historier bliver kendt udenfor Exitcirklen. Det betyder, at alle piger og kvinder i Exitcirklen skal sikres anonymitet og tryghed.

Når du har sagt ja til at blive en del af Exitcirklen, siger du samtidig ja til at underskrive følgende tavshedserklæring og etiske spilleregler.

Tavshedserklæring for Exitcirklen

Jeg erklærer, at jeg ikke vil videregive informationer jeg får om de enkelte af Exitcirklens deltagere. Det betyder, at jeg ikke fortæller hvem der kommer i gruppen eller videregiver og udnytter de fortrolige livsfortællinger, jeg måtte blive bekendt med i Exitcirklen.

Etiske spilleregler for Exitcirklen

Jeg skriver under på, at jeg vil møde de andre deltagere med et åbent, venligt og fordomsfrit sind. Dette betyder at jeg er villig til at lytte uden at dømme, rådgive eller vurdere. Det betyder, at jeg på trods af egne leveregler, værdier og overbevisninger, vil møde andre deltagere i gruppen med respekt og accept af deres valg, tro og overbevisning.

Jeg vil være med til at sikre et trygt udviklingsrum og anonymitet for medlemmerne i Exitcirklen og underskriver således Exitcirklens etiske spilleregler og tavshedserklæring.