Hvad er underretningspligt?​

En underretning er en henvendelse til kommunen om bekymring for et barns eller en ungs trivsel og udvikling.

En underretning er til for at hjælpe børn såvel som familier. Formålet er at give støtte og vejledning så familien kan give de bedste rammer for barnet. Ved en underretning foregår der en dialog med børn og forældre.  


En underretning kan være en oplysning om bekymring fra en privat borger eller en fagperson. Der er ingen krav til formen i en underretning. Der kan underrettes telefonisk eller skriftligt. Der kan også underrettes anonymt.


Fagpersoners skærpede / udvidede underretningspligt

Fagpersoner har en skærpet/udvidet underretningspligt, der går forud for tavshedspligt.Den skærpede underretningspligt gælder både situationer, hvor man har direkte kontakt til et barn eller en ung, og på den baggrund får kendskab til barnets eller den unges forhold, og situationer hvor man gennem kontakt til voksne patienter med børn under 18 år får indirekte kendskab til forholdene i familien.

Den skærpede underretningspligt betyder, at fagpersonen har pligt til at reagere, alene på baggrund af forhold, der giver formodning eller antagelse om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte. Det følger af Serviceloven § 153. Hvis man som fagperson ikke overholder sin underretningspligt, kan man blive idømt en straf.


Frivillige i Exitcirklen

Frivillige der er tilknyttet Exitcirklen bliver i denne sammenhæng betragtet som fagpersoner og har derfor en skærpet / udvidet underretningspligt


Borgers underretningspligt

Alle mennesker/borgere har i øvrigt pligt til at underrette kommunen, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung fra forældres eller andres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i fare. Det følger af Serviceloven § 154.

Vi sidder klar ved telefonen for at hjælpe dig i hverdage kl. 12:00-15:00 ellers bliv ringet anonymt op her.